21-10-2017

Optimeret til Firefox
Hent browseren her.
Artikler
Hallucinerende stoffer til kræftpatienter
Videnskab.dk


14 måneder efter at de tog hallucinerende stoffer, opleves rusen fortsat som yderst meningsfuld blandt deltagerne i kontrollerede forsøg. Nu vil forskere også give hallucinerende stoffer til kræftpatienter.

Det oprindelige forsøg, som har måttet høre en del kritik, fandt sted ved Johns Hopkins University i Baltimore, USA.

36 personer, med en gennemsnitsalder på 46 år og uden tidligere erfaringer med hallucinogener, fik alle en kraftig dosis af psilocybin. Psilocybin er det aktive stof i blandt andet svampen »spids nøgenhat«, og har en grundig dokumenteret, hallucinerende virkning.

Observatører og fagfolk
I forbindelse med det oprindelige forsøg understregede forskerne, at deltagerne fik psilocybin i meget kontrollerede og trygge omgivelser. Blandt andet var der hele tiden fagfolk og observatører til stede. Det blev også nøje vurderet, om deltagerne havde et godt udgangspunkt for at tage hallucinogener.

Nu foreligger en ny undersøgelse, hvor forskerne har kigget på deltagernes syn på rus-oplevelsen, næsten et år efter forsøget.

Ifølge undersøgelsen har rus-oplevelsen efterladt sig et meget positivt indtryk hos de fleste, skriver netudgaven af tidsskriftet Science. Undersøgelsen er publiceret i Journal of Psychopharmacology.

Rangerer som vigtig begivenhed
Over halvdelen af deltagerne rangerede rus-oplevelsen som én af de fem vigtigste begivenheder i livet. 64 procent svarede også, at rusen, som det hallucinerende stof fremkaldte, har ført til øget livskvalitet og lykkefølelse.

»Det er bemærkelsesværdigt, at forsøget over et år senere fortsat rangeres på højde med oplevelser som dét at få sit første barn,« kommenterer psykofarmakolog Roland Griffiths fra John Hopkins University.

Kritikken mod undersøgelsen
Der har tidligere været rejst kritik af dele af metodikken i det oprindelige forsøg. Forskerne rekrutterede frivillige ved at uddele flyveblade. De satte også som et kriterium, at deltagerne skulle have en spirituel erfaring eller interesse, for eksempel fra religiøse samfund eller meditation.

Kritikere af undersøgelsen har indvendt, at disse personer kan have haft specielle forventninger til rus-oplevelsen, eller at specielle, tidligere erfaringer kan have indvirket for meget.

Religion og rus
Forskerne, på deres side, er netop interesseret i mulige paralleller mellem religiøsitet og spiritualitet samt rus fremkaldt af hallucinerende stoffer.

»Undersøgelsen viser, at stofferne kan fremkalde oplevelser, som ellers knyttes til bøn og meditation. Dette kan igen hjælpe os til at forstå neurobiologiske reaktioner, knyttet til religiøse og spirituelle oplevelser,« kommenterer Roland Griffiths i Science.

Han ønsker også at udføre forsøg med ateister og agnostikere for at kortlægge, om de vil få en anden rus-oplevelse end religiøse og spirituelt orienterede mennesker.

Rus til kræftpatienter
Allerførst planlægger Griffiths og hans kolleger at give psilocybin til mennesker med kræft.

Enkelte undersøgelser fra 1960'erne og 1970'erne, før brugen af hallucinerende stoffer blev stærkt stigmatiseret, antydede nemlig, at LSD kan give lindring til kræftpatienter, som er døende.

I dag bliver disse patienter gerne tilbudt stærk, smertestillende medicin og antidepressiver eller beroligende medikamenter.

»Men måske vil brugen af hallucinogener kunne ændre patienternes opfattelse af døden. Dermed vil de også kunne få en bedre livskvalitet, fordi de ikke har behov for at blive sløvet ned med beroligende medikamenter,« kommenterer psykofarmakolog David Nichols.

Forskerne er nu i færd med at rekruttere frivillige kræftpatienter til en sådan undersøgelse.
Det er i øvrigt velkendt, at brugen af psilocybin kan føre til alvorlige angst- og panikanfald, og måske udløse latente psykoser hos udsatte personer.
Copyright© Hallucinogen.dk, 2003-2017

| Copyright | Politik om Personlige Oplysninger | Om Hallucinogen.dk | Kontakt |